
Jydsk Lasercenter er Skandinaviens førende indenfor laserbehandling af hudsygdomme og kosmetiske hudforandringer. Vores avancerede laserudstyr, hudplejeprodukter og specialuddannede personale er din garanti for tryghed og kvalitet. Vi kan følge din huds sundhedstilstand med ultralydsscanning...
mere

Hårfjerning
Vi behandler uønsket hårvækst de fleste steder på kroppen med Mediostarlaser Pro V eller Syncro NdYag Laser. Hår gennemløber 3 faser: VÆKSTFASE, HVILEFASE og AFSTØDNINGSFASE. Der opnås varig hårreduktion af mørke hår som er i vækstfase, men alle hår er ikke i samme fase på samme tid. Derfor vil resultatet af behandlingen variere fra gang til gang. Af samme grund kan alle hår ikke fjernes fuldstændigt, men mængden af mørke hår vil reduceres med varigt resultat. Laserlyset ledes af det mørke farvestof i håret ned i hårsækken. Denne opvarmes og går til grunde. Derfor kan lyse og røde hår ikke behandles med denne type laser. Forhør dig nærmere hos personalet om andre behandlingsmuligheder for lyse og røde hår. 
Før behandlingen
Du må ikke være for brun inden behandlingen. Hårene må ikke plukkes med pincet eller fjernes med voks 1 måned før behandling. Hårene skal skrabes af 1-3 døgn før behandlingen.
Under behandlingen
Behandlingen føles som en stikken i huden. Nogle hudområder kan være mere følsomme og måske opleves en vis smerte når hårene rammes. Det er ikke en smerte, som er tilstede efter behandlingen.
Efter behandlingen
Huden kan være lidt rød og der kan være lidt hævelse omkring det enkelte hårstrå - som ved gåsehud. Dette forsvinder i løbet af nogle timer. Nogle skal efterbehandle med en salve, som udskrives efter behandlingen. Du kan se alle hårene efter behandlingen. De skal først skubbes op til hudoverfladen, hvilket sker i samme tempo som de øvrige hår vokser, ca. 0,1 mm pr. døgn. Resultatet efter en behandling kan tidligst vurderes 2-3 måneder efter. Huden bør ikke udsættes for sollys i 2 uger efter behandlingen, eller sålænge huden virker påvirket. Du bør ikke skrabe hårene af i det første døgn, da det kan give for meget irritation i huden.
Bivirkninger
Forbrænding af huden ses yderst sjældent, men kan opstå hvis huden umiddelbart har været udsat for sollys eller er for mørk. Derfor kan du opleve at måtte udsætte din tid fordi huden er for mørk. Mange mørke og tykke hår på et lille område kan endvidere give en utilsigtet kraftig reaktion. Forbrænding af huden vil vise sig umiddelbart under behandlingen.
Hvor mange behandlinger
Det er meget individuelt hvor mange behandlinger, den enkelte føler er tilstrækkeligt. Der vil være nogle hudområder, hvor hårene lettere forsvinder fra end andre. Vi anbefaler, at der som minimum går 2-3 måneder mellem behandlinger på det samme hudområde. Der vil være enkelte, som ikke vil opnå den ønskede effekt af behandlingen, fordi hårene ligger for dybt i huden. Det kan være et problem på den nederste del af ryggen hos mænd og på bagsiden af lårene hos kvinder.

